Du er vigtig som klassens kontaktforælder, og du spiller en vigtig rolle for klassens generelle trivsel. Som kontaktforælder får du et godt overblik over klassens børn og forældre, og kan støtte og hjælpe hvor der er behov.
Størrelsen på gruppen af kontaktforældre kan variere, men oftest er det en god idé at være mellem 3-5 forældre i gruppen. Så er der plads til afbud ved møderne, og I er flere om at løse opgaverne.
En god blanding af drenge- og pige forældre kan også være at foretrække, da det kan være både forskellige aktiviteter der ønskes, og at eventuelle udfordringer kan se anderledes ud, alt efter om der er tale om drenge eller piger.
Det er ofte kontaktforældregruppen der både arrangerer og opfordrer til deltagelse i forskellige arrangementer, og som i øvrigt understøtter klassens gode forældresamarbejde.
Det vil typisk være kontaktforældrene der løser opgaver som eksempelvis:
Der skal besluttes hvor meget og hvor ofte skal der indbetales. Hvad skal pengene bruges på, og hvilke aktiviteter skal eventuelt betales af klassekassen?
Er det en god ide at etablere legegrupper i klassen og er der behov for det? Ofte er kontaktforældrene også behjælpelige med at sammensætte grupperne
Kontaktforældrene har typisk også en opgave i at finde den rette balance i mængden af aktiviteter. Måske ønsker klassens forældre mange sociale arrangementer, eller i nogle tilfælde det modsatte
Det sker ofte at kontaktforældrene påtager sig ansvaret for alle de sociale arrangementer. Men det kan også besluttes at uddelegere dette til et festudvalg, som ikke består af kontaktforældrene
Nogle skoler ser kontaktforældrene som et bindeled mellem skole og forældre. Her kan kontaktforældrene bidrage med en viden og indsigt, de ofte har i klassens sociale trivsel, og eventuelt formidle hvis der måtte være udfordringer
Det kan være forskelligt fra skole til skole, hvad der forventes af kontaktforældrene.
Indbyrdes i gruppen kan man også have forskellige forventninger til, hvilke opgaver der er vigtige at løse og hvor meget tid hver især kan og vil bruge. Derfor kan det være godt at I sammen får sat rammerne, så alle er enige om, hvilke opgaver I som kontaktforældre skal kaste jer over.
At være kontaktforælder er altid en frivillig opgave, som den enkelte forælder udfylder så godt som det er muligt, ud fra den tid man har til rådighed.
Men husk, at det er en investering i klassens trivsel, et bidrag til det gode forældresamarbejde og en meget vigtig og meningsfuld opgave.
© 2021 Min Klasse. All Rights Reserved