Et godt forældremøde er en vigtig platform for samarbejdet og kommunikationen mellem forældre og lærere. Men det er også en meget vigtig del af forældresamarbejdet i klassen.
Med et nyt skoleår følger også nye forældremøder, nye lærer, nye rutiner og måske nye klassekammerater og deres forældre. Det gode forældremøde skaber en god mulighed for at drøfte børnenes trivsel, læring og de aktiviteter, der foregår i skolen. Men også til at sætte rammerne for de sociale aktiviteter uden for skolen, drøfte behovet for legegrupper og finde et passende niveau for de aktiviteter, der skal planlægges for det kommende skoleår.
Det giver også anledning til at forældre kan tale sammen, og måske hilse på hinanden, hvis der er nye børn i klassen. Ofte vil man også bruge forældremødet til at udpege en gruppe af forældre som klassens kontaktforældre, og i nogle klasser vil man udpege et festudvalg. Disse forældre er typisk med til at arrangere og koordinere klassen igennem de sociale aktiviteter, som foregår udenfor skoletiden.
Et velforberedt møde er med til at skabe tillid og forståelse mellem alle parter og kan bidrage til at styrke fællesskabet i klassen. Det er som udgangspunkt skolen og klassens lærere der afvikler et forældremøde, men derfor kan det være rigtig godt at gøre sig nogle tanker om, hvad man gerne vil have ud af mødet. Husk at få valgt en referent – det er godt at få eventuelle aftaler nedskrevet, så de kan findes frem i løbet af skoleåret.
Brug tiden fornuftigt og effektivt, og sæt eventuelt en tidsramme for gennemgang af de enkelte punkter. Tit varer et forældremøde ganske kort tid, og tiden løber stærkt når der skal drøftes vigtige emner. Derfor kan det være godt at sætte tid på hvert punkt, og at holde sig indenfor den fastsatte tid.
En god dagsorden til forældremødet er vigtig. Det gør mødet struktureret og risikoen for at bruge tiden på unødig snak og andre emner er mindre.
Emnerne og en god dagsorden til et forældremøde kan eventuelt se således ud:
- Læreren byder velkommen og præsenterer dagsordenen
- Valg af referent
- Kort introduktion af eventuelle nye lærere og forældre
- Gennemgang af klassens trivsel, sociale dynamik og faglige niveau
- Særlige opmærksomhedspunkter og indsatser i forhold til at fastholde/styrke dette
- Præsentation af de overordnede mål for året
- Præsentation af fagene
- Information om væsentlige projekter og fagområder
- Information om planlagte klasseudflugter, arrangementer og temauger
- Gode råd til, hvordan forældre kan involvere sig og hjælpe til
- Hvordan kan forældre støtte deres børn hjemme?
- Drøftelse af, hvordan forældre bedst kan samarbejde og kommunikere om børnenestrivsel
- Arbejdsfordeling i forhold til sociale arrangementer
- Format for klassefødselsdage og gaver
- En generel snak om Det gode forældresamarbejde
- Kalenderoverblik over de kommende måneder.
- Få drøftet hvor og hvordan forældrene skal kommunikere - Information om praktiske ting som lektier, fravær og kontaktmuligheder
- Åbent punkt for yderligere spørgsmål, ideer eller kommentarer fra forældrene
- Opsummering og afslutning af mødet
Mødet rundes af med en opsummering af de vigtigste punkter. En klar og tydelig opfølgning efter mødet, eksempelvis ved at referatet bliver sendt til alle forældrene i klassen, er en god måde at sikre, at alle er opdaterede og føler sig involverede.
Et godt forældremøde er struktureret, inkluderende og skaber en åben dialog, hvor alle forældre føler, at de kan bidrage og blive hørt. Med dette bud på det gode forældremøde er der en god forudsætning for, at I kommer igennem de vigtigste punkter og får drøftet de emner, der optager de fleste forældre i løbet af skoleåret.
Vi ønsker jer et godt forældremøde og et godt skoleår.
© 2021 Min Klasse. All Rights Reserved